Seneste i Medier

»I skal tage fat i Per Vers. Han har altid noget godt på hjerte!«. Sådan skrev Jakob Rosenfeldt, en af Studenterpressens twitter-followere, da vi spurgte, hvem der ville være interessant at læse om. Her efter interviewet kan vi ikke andet end at give Jakob ret. Per Vers er en mand af mange (og gode!) ord, og herunder kan I læse, hvad han havde at sige til - ja lidt af hvert. 

Hvorfor har du overhovedet sagt ja til et interview med mig i dag? 

»Fordi du gerne vil snakke, og når folk spørger, så skal man svare«.

Hvilke tanker gør du dig om branding og PR og alt det, du skal stille op til uden måske at ville det? 

»Jeg har aldrig blevet medietrænet, og det, mener nogen, er helt forkert, når musik er ens job. Det svarer til, at barnet nægter at blive pottetrænet. Så jeg snakker rimelig frit fra leveren, og jeg er et hæsligt interviewoffer, for jeg kan sagtens blive rasende på udspørgeren, hvis denne udviser ignorance eller manglende research og stiller dumme spørgsmål. Som udgangspunkt tænker jeg, at det er fedt at snakke om det, man laver, fordi man er selvhøjtideligt indstillet«.

Det er godt at høre, at du sætter standarden for interviewet så højt. Jeg kan ikke være andet end nervøs nu, men heldigvis har vi hørt nogle af vores læsere, om de havde nogle spørgsmål, så vi kan bare køre ansvaret over på dem, hvis spørgsmålene er dårlige. En af vores followers på Twitter, Jakob Rosenfeldt, spørger, hvordan din jagt på lykke går? 

»Ha ha, det var da en hård én at lægge ud med, synes jeg nok. Er det ikke noget med, at hvis man jager den, så er den væk, men hvis man i stedet stopper op, så er den der? Jeg prøver at nyde det, jeg har og indtage både mine børn, kone, musik og oplevelser, mens de er her«.

Jeg fik indtrykket, at du knokler til koncerter hver dag for tiden, så hvad er det du må ofre, for at musikken kan være en levevej?

»Jeg kan godt blive misundelig på folk, der kan lægge deres arbejde fra sig og dyrke en bred vifte af interesser. Sådan er min virkelighed ikke. På godt og ondt er min hobby blevet mit arbejde. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan gå i dybden med det, jeg elsker at lave, men det er samtidig meget ensporet«.

Så er det nærliggende, i bedst "Fokmedosnu"-stil, at spørge: »Per V. hvad er det, du vil?«

»Ha ha, jeg vil gerne lave den ultimative generationssang, som alle kender. En sang, som alle kan synge med på, respektere og føle, at det vidste de godt, inden de hørte den, de har bare aldrig kunnet formulere det for sig selv, og så kommer jeg og formulerer det for dem. Det er på en eller anden måde idealet, men det ved jeg ikke, om jeg nogensinde når. Når jeg har allermest selvtillid, er det det, jeg sætter mig til papiret for«.

En af vores læsere, Martin Svarre, kalder dig for pisse dygtig til din kunst og din leg med det danske sprog. Han spørger, hvordan du har det med, at flere og flere engelske ord bliver inkorporeret i det danske sprog?

»Det har jeg det fantastisk med. Det er en proces, der har været i gang meget længe, og hvis man analyserer de ord, vi bruger i hverdagen og deres rødder og etymologi, vil man hurtigt finde ud af, at en overvejende del er importerede ord, og at det udelukkende er de nye ord, hvor vi rent faktisk tænker over det. Så snart det har været på banen i en generation eller lignende, tænker vi ikke længere over det«. 

Du har sagt, at det falder dig helt naturligt ind at rappe på dansk, og du siger, at det er de færreste, der udtrykker sig bedre på et andet sprog end deres eget. Hvorfor er der så mange, der så prøver?

»Det er fordi, de drømmer om international berømmelse, og det er vel langt federe, at have syv milliarder potentielle kunder end blot Danmark. Der er knyttet nogle roller til sprog. Jeg snakkede for kort tid siden med en punk-fan, og jeg fortalte, at min plade var produceret af ham fra Looptroop, og han kunne godt huske Promoe og synes, han var rigtig fed. Jeg fortalte ham så, at den nye plade fra Looptroop bliver på svensk. Så fortalte han, at han havde en gammelt punkorkester, der også havde lavet en plade på svensk, og det har været helt forfærdeligt, for man kan ikke være sur på svensk. Det var helt vildt interessant. Fire unge svenske mænd skal åbenbart tale engelsk for at være sure«. 

Kan man være sur nok på dansk? 

»Jamen hvad er det for et spørgsmål? Hvad er det for noget med, at man skal snakke samme sprog som sine idoler for, at det lyder autentisk nok? Det er det, vi hele tiden søger. Det er en falliterklæring, at man bliver nødt til at tage en maske på, fordi det er nemmere at være sur, når man synger "fuck you" frem for "knep dig selv". Der er også mange, der gerne vil have, at det ikke bliver for personligt og for tæt på dem selv som privatpersoner, og derfor skifter de sprog«. 

I hvor høj grad bruger du musikken som en dagbog?

»I en eller anden grad er det min måde at fastholde indtryk, erfaringer og erindringer på, for vi oplever mange ting hver dag, og de fleste ting er vi nødt til at kaste bort. Jeg lider af dårlig hukommelse«. 

Er det derfor, du er så umiddelbar i din tilgang til rap? 

»Ha ha, ja der er blank tavle hver gang, så det gør det nemmere. Ej, jeg voksede op uden min mor, der døde da jeg lille, så der skete en kortslutning i hjernen, så jeg ikke kan huske min tidlige barndom. Erindringer har derfor fået en enorm fylde for mig og værdi, for det er det, livet handler om, føler jeg. At samle gode minder og historier. Gamle mennesker med gode historier fremstår rige for mig, mens man samtidig kan være fattig i sit store hus med dyre biler«. 

Og så i mangel på bedre overgang, hopper jeg over til vores læser Andreas Riise, der spørger, om du stadig synes, navnet Per Vers er lige så sjovt i dag, som det var for over 20 år siden?

»Ha ha, jeg har det blandet med mit navn. Jeg har fundet fred med det. Det ligger et eller andet sted mellem et genialt ordspil og en rigtig dårlig joke«.

Der er også en af vores followers på Twitter, der spørger om din beef med Clemens. Du reagerede med den opgivende Al Pacino-reference "Everytime I get out they pull me... BACK IN!". Hvorfor det?

»Jeg tvivler på, jeg kan bidrage med mere refleksion til noget, som sluttede i 2001«. 

Hvorfor kalder han det så stadig relevant? 

»Det er fordi, beef er magnetisk. Konflikt kan man ikke se bort fra. Vi laver kigge-kø, når vi kører forbi en ulykke på motorvejen, og hvis der er kamphaner, som puster sig op over for hinanden, så bliver vi ved med at kigge, og hvis de ikke farer i flæsket på hinanden, så må vi hellere sparke dem lidt i røven«. 

Er det noget af det, der skuffer dig ved rapscenen i dag? 

»Jeg tror verden generelt skuffer mig med hensyn til sensationslyst. Det her med alle de mange ting, som ikke bliver belyst i medierne til fordel for ligegyldige skandaler. Rapscenen skuffer mig ikke som sådan. Den består af individer, som i bedste mening gør, hvad de kan. Det er fokuseringen, der skuffer mig. De type numre, jeg har forelsket mig i, har altid været underbelyst. Den har altid været lidt gemt væk til fordel for det flamboyante med bootyshaking girls og ting, der skinner. Man skal ikke tænke så længe over tingene, før man bliver lidt træt af de billige tricks, men inden man har diskuteret det færdigt, er der et nyt eksempel på banen, der gør det samme, og så flytter fokus sig derhen«.

Er du ved at være opgivende i forhold til det her? 

»Jeg er i hvert fald 500 % færdig med at rette på andre tilgange til at lave musik. Og det er en meget befriende følelse«. 

Hvornår kom du til den konklusion?

»Det er en langsom erkendelse. Jeg tror, alle lige så stille finder ud af, at pege fingre eller være fornærmede på andres vegne udelukkende forsurer ens egen livslyst. For dem man peger fingrer af, de nyder det bare. Det er klart, hvis du har gang i noget, som andre diskuterer, så gør det kun din tro på, at du har gang i noget godt, stærkere«. 

Det kan man se på de mange reaktioner fra folk, der siger: "Endelig har vi fået nogle haters". 

»Lige præcis. Folk leder efter hate, for så kan man lave et nummer om, at man har dem, og hvor ligeglad man er. Det må du endelig citere dig selv for, for det er en god vinkel på det«. 

Hvad arbejder du egentlig på nu?

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst ikke har været i gang med en plade. Sagen er jo, at det tager et splitsekund at få en god idé, men det kan tage årevis at udføre den. Jeg har en masse gode idéer, som jeg bare ville ønske, jeg kunne prutte ud straks, men mit hovedprojekt er et dogmeprojekt. At lave numre, der alle bygger på samples af danske plader. ”Knust Kunst” kalder jeg det«. 

Hvornår kan man forvente at høre mere om det? 

»Det er jeg holdt op med at love, efter jeg har set alt for mange kiksede interviews, hvor jeg har lovet alt muligt om, at ting ville stå klart tre måneder senere, selvom de først kom tre år senere. Så det er bedst bare at skrue ned for entusiasmen og sige, at den er der, når den er der«. 

Er der noget, du kan love dine lyttere? 

»Nej, jeg kan ikke love noget som helst«.